Inspiration, Sundhed, Viden

Træn dig til sunde tarme

This is also available in: English

Det er ikke ny viden, at motion er godt for både hjerte, lunger og din mentale sundhed. Nu kan du føje sund tarmflora til listen, viser nye studier.

En sund tarmflora er vigtig for vores almene helbred, og det vrimler med nye forskningsresultater, der på forskellig vis sætter tarmbakterierne under lup. Vi kender alle følelsen af, at have ”uro i maven”. Det kan både være den lidt pinlige fysiske tilstand, der ikke så let lader sig kontrollere – man føler sig oppustet og maven rumler – men uroen dækker også den psykiske tilstand, hvor maven er følelsernes forlængede arm. Vores mave og tarmflora har en indvirkning på såvel vores fysiske som psykisk velbefindende.

Hele vores krop er påvirket, hvis tarmene er i ubalance. Derfor er forskernes øgede interesse for området ikke så mærkelig. Den oplagte vej til et sundt tarmsystem ligger helt eksplicit i vores kost. Hvad vi sender igennem vores system og sammensætningen af det, har naturligvis en stor betydning for, hvordan bakterietilstanden arter sig. Vi kan spise os til sunde tarme, og der kan hentes mange gode kostråd omkring, hvordan en varieret og rig kost er god for din tarmflora. Den senere tid er forskerne så dykket ned i, hvilken indvirkning motion har på vores tarmsystem.

Mangfoldighed er godt

En undersøgelse, forestået af Dr. Fergus Shanahan, gastroenterolog og professor i medicin ved Cork Universitet i Irland, viser, at tarmfloraen hos professionelle rugbyspillere indeholder en meget højere diversitet af bakterier, end hos de andre raske og alderssvarende mænd, der deltog i forsøget. De billioner af bakterier, der findes i vores tarmsystem har stor betydning – ikke bare for sundheden i tarmene, men også for din generelle sundhed. Større mangfoldighed i bakterierne tyder på et bedre helbred hos voksne, mens mindre diversitet er blevet observeret hos folk med en bred vifte af lidelser som f.eks. fedme, inflammatoriske tarmsygdomme, depression og autisme.

Undersøgelsen indikerer, at motion har en indflydelse på, hvordan mikrobakterier udvikler sig i vores kroppe og at motion altså styrker udviklingen af større mangfoldighed af mikrobiotisk liv i tarmene. Det er derfor ikke kosten alene, der skaber den mangfoldighed, der gavner din tarmflora. Motion har en væsentlig betydning.

Jævnlig motion

Det gælder også de mange af os, der ikke er eliteidrætsudøvere. Jeffrey A. Woods er professor på institut for Kinesiology og almen sundhed ved Illinois Universitet. Han redegør i sin undersøgelse af motions påvirkning af tarmflora for, at motion i sig selv har stor betydning. I denne undersøgelse deltog 18 slanke og 14 overvægtige, stillesiddende personer. I en seks ugers periode medvirkede forsøgspersonerne i et 30–60 minutters motionsprogram tre gange om ugen. I slutningen af forsøgsperioden var resultatet, at seks uger med jævnlig, moderat motion øger mikrobakterierne i forsøgspersonernes tarmsystem. De efterfølgende seks uger vendte personerne tilbage til deres stillesiddende liv. Efter denne periodes afslutning var bakteriefloraen vendt tilbage til sit udgangspunkt.

Undersøgelsen viser ikke bare, at motion kan have en væsentlig indflydelse på dit tarmsystem, men at motion gør en forskel uafhængigt af kost og andre faktorer.

Nøglen til det gode helbred

Der er rigtig mange gode grunde til at dyrke motion. Motion kan hjælpe dig til at holde dine tarme sunde. De nye forskningsresultater er med til at styrke argumenterne for, at sunde tarme er vigtige for hele din krops velbefindende, ja, for din krops generelle modstandsdygtighed i mange forskellige sammenhænge.

Dine tarme hjælper dig til både mentalt og fysisk velvære. Hele din krop er faktisk påvirket, hvis dine tarme er i ubalance. Tarmene spiller nemlig også en væsentlig rolle for dit organsystem og har indflydelse på forskellige sygdomme, som tidligere nævnt i artiklen. Der er dermed en væsentlig forbindelse mellem den effekt, tarmbakterierne har på vores helbred og vores immunsystem. Allerede når vi bliver født, skabes immunsystemets dannelse i mødet med bakterierne. Tarmsystemets balance påvirker immunsystemets balance. Er dit tarmsystem i ubalance risikerer du, at dit immunsystem også kommer i ubalance. Den negative cyklus kan udvikle sig i de førnævnte inflammatoriske tilstande, der påvirker andre dele af kroppen – såvel fysisk som psykisk.

Kort og godt – det ér vigtigt at have sunde tarme. Motionens gavnlige indvirkning på mikrobakterierne i menneskekroppen har stor betydning for dit generelle helbred. Du kan komme langt med sund og varieret kost, men læg motion oveni og du er rigtig godt kørende.

Tre tips til sunde tarme

  1. Dyrk jævnlig motion og få dig rørt
    • Du behøver ikke løbe maraton. En god lang god tur eller lidt øvelser hjemme i stuen er nok.
    • Når du bevæger dig, øger du mikrobakteriernes diversitet i din tarmflora. Det er godt.
    • Større mangfoldighed i din tarmflora er vejen til et sundere helbred.
  2. Spis groft og varieret
    • Grove grøntsager og fuldkornsprodukter stimulerer din fordøjelse.
  3. Drik masser af vand
    • Vand er rigtig godt for din fordøjelse. Drik gerne omkring to liter vand dagligt

This is also available in: English

Related Posts