Cardio, Inspiration, Styrke, Sundhed, Viden

I løb – og loop

This is also available in: English

Selvorganiseret hjemmetræning er guld værd

Mette Gahrn-Jensen er 53 år og associeret partner og advokat hos Mazanti-Andersen, Korsø, Jensen. Hendes dag er tætpakket med arbejdsopgaver, og det kræver mere end almindelig veludført kalendergymnastik at få alle enderne til at nå sammen.

For at passe motion ind i dagligdagen har Mette i mange år indrettet sig med et løbebånd derhjemme. Det giver friheden til at træne, når det passer ind i hverdagen,

Løbebåndet og hjemmetræning er guld værd. Når jeg løber, er jeg er alene og bestemmer helt selv, hvornår og hvordan jeg vil træne.

For Mette var det da hun blev 40, at hun for alvor kom i gang med hjemmetræning. Hun er enspænder og har aldrig brudt sig om at løbe med andre. Når hun løber, vil hun være sig selv, have musik for fulde drøn i ørene og bare fordybe sig i dét univers. Men på et tidspunkt blev det næsten for meget.

Jeg kom ind i et liv, hvor det tog helt overhånd. Jeg havde dårlig samvittighed, når jeg ikke fik trænet. Jeg blev mentalt afhængig og skulle løbe, for at dagen blev god.

I den periode trænede Mette fem gange om ugen på sit løbebånd. Hun stod op klokken fem om morgenen og startede dagen med intensivt løb og intervaltræning i en fuld time, før hun skulle på arbejde.

Og jeg løb stærkt. Det blev styrende og var nærmest som narko for mig.

Konsekvensen af den heftige træning blev en fibersprængning i låret og lægens henstilling til, at hun skulle passe lidt på med ikke at overgøre sin træning. Når man som Mette i forvejen ikke er ret stor og altid har været slank, er det en for stor belastning at løbe så intensivt hver eneste dag. Efter skaden faldt niveauet da også betragteligt til kun at løbe i weekenden.

Loop

I dag oplever Mette Gahrn-Jensen, at hun i den seneste tid slet ikke kan finde motivationen til at dyrke motion. Selvom hun er en energisk person og bevæger sig meget på sit arbejde, kan hun mærke, at det påvirker hende, at hun ikke får dyrket sin motion.

Det påvirker mig mentalt, at jeg ikke får trænet. Især når jeg taler med mine løbeveninder.

Ifølge personlig træner og kostvejleder, Henric Rosvall, er det ganske naturligt, at man i perioder i sit liv falder ind i gamle vaner, hvor man ryger ud af sin træningscyklus – dét Henric kalder loops.

Man kan forstå det sådan, at når man falder tilbage i de vante rammer og ikke kan overholde de mål, man har sat sig, skal man huske, at det blot er en del af sløjfen med gamle vaner. Ved man det, kan man arbejde sig ud af det igen og komme tilbage på sporet mod målet, forklarer Henric

Loops kan skyldes mange ting. Det kan skyldes forandringer i livet, der f.eks. relaterer sig til arbejde, familie, sygdom osv. Det er derfor helt normalt og så længe man ved med sig selv, at man nok skal komme i gang igen, er det ifølge Henric Rosvall, en naturlig proces og helt ok.

For Mettes vedkommende er hun da heller ikke i tvivl om, at hun nok skal komme i gang igen. I øjeblikket er hun og ægtemanden mellem bopæle, men så snart de rykker ind i deres nye hus, skal hun igen have et rum, hvor hun kan have et løbebånd.

Jeg skal i gang igen. Jeg er ikke ret stor og mine muskler har godt af at blive boostet. Ikke for at tabe mig, men for at styrke organerne.

Hun er dog helt sikker på, at det ikke bliver på samme hæsblæsende niveau som før.

I 40’erne handlede det om at udseendet – at være åleslank. Det er jeg nok vokset fra, griner Mette. I dag handler det om at holde sig vedlige for ikke at blive nedbøjet og svækket for tidligt.

METTES LØBEBÅNDSTIPS

For mig er det alfa og omega at have god musik i ørene. Høj musik, så går det bare derudaf.

Brug din løbesnor!
Jeg røg af båndet engang, fordi jeg syntes, jeg var prof nok til ikke at spænde mig fast. Det er ikke, som man ser på film, hvor folk ryger baglæns ind i væggen. Nej, man falder næsegrus ned på løbebåndet. Så regn resten ud. Et kønt syn var det ikke. Det gjorde pokkers ondt, og jeg har stadig ar efter det den dag i dag. Så et godt råd: Sørg altid for at ha’ din løbesnor på.

This is also available in: English

Related Posts